Tine

-Sybordet har hun med sig, sagde Sofie.

-Ja, sukkede Tine. Pladsen paa Forhojningen var tom.

-Og saa Billederne, sagde Sofie og pegede.

Rundt om Spejlet gloede de lyse Pletter paa Tapetet frem. Maerker af Portraetterne, der var tagne ned.

Graaden vilde op hos Tine ogsaa, og hun vendte sig: Ja--lad os saa ta'e i, sagde hun, og de gik med Lyset op ad Trappen ind i Sovekamret. De to Senge stod ved Siden af hinanden, daekkede af det samme Taeppe--det var det, Tine havde strikket sidst til Jul; ved Fodenden stod Herlufs Tremmeseng, tomt.

Ved Synet af den tomme Seng begyndte Sofie at vande Hons igen, med Taellelyset i Haanden, mens hun talte om, da "Drengen" var lille; hun havde vaeret Herlufs forste Barnepige, og der var for hende i Verden ikke anden Dreng end han.

-Han var knap fod', da jeg blev hans Barnepi', sagde hun paa sit Kobstadjysk,